En humlebi – om projekt Viden der Varmer

Det er en stor fornøjelse at præsentere et gæsteindlæg af Lise Halskov. Lise Halskov er indehaver af www.projektledelsen.dk hvor hun beskæftiger sig med, hvordan det er muligt at få en mere organiseret og sjovere arbejdsdag ved at benytte sig af de metoder, man bruger i projektledelse. 

Jeg synes det ville være utroligt spændende at høre om hvordan netværk har gjort projekt Viden der Varmer muligt, og Lise Halskov som selv deltager i projektet, har været så venlig at dele historien bag. Hermed ordet til Lise:

En humlebi – om projekt Viden der Varmer

Hvad har en humlebi at gøre med netværk og velgørenhed? Det kommer jeg tilbage til.

Jeg har været så heldig at være involveret i projekt Viden der Varmer, som du måske har hørt om. Viden der Varmer blev en realitet på baggrund af en god ide, to ildsjæle, god koordinering og en masse hårdt arbejde.

For mig startede projektet den 8. december med en mail fra Lars Pind. Lars beskrev, hvordan hans ven Carsten Thyboe havde haft en oplevelse sidste år, hvor han var med i et projekt, der hed På med vanten, og hvor han var med ude for at dele julegaver ud:

“At stå der i døren og se den her familie med mor og to små børn, der har klædt sig rigtig fint på, fordi de har fået at vide, at nu kom der nogen med en gave. At se hvor lidt de har, hvor svært de har det. Det var sådan at man tænkte, hold da op, hvordan kan jeg overhovedet tage hjem og holde jul selv, efter at have set det?”

Det satte tanker i gang hos de to om, at hvis man nu kunne samle penge ind ved at appellere til en masse virksomheder og bede dem om at donere produkter, så kunne pengene bruges til at give gaver til flere familier, der trænger.

Og her gik det store koordineringsarbejde i gang. Ved fælles hjælp fik de to kontaktet alle i deres netværk – det var her, jeg hørte om projektet – og på kun et par dage var det lykkedes dem at samle tilslutning fra 28 virksomheder. Resultatet var elektroniske produkter for en værdi af mere end 10.000 kr. som skulle sælges for 349 kr. Hele beløbet skulle gå ubeskåret til Dannerstiftelsen og Mødrehjælpen, og målet var i første omgang at samle 100.000 kr. ind.

De to handlekraftige herrer gik samtidig i gang med at få stablet et website på benene, igen ved at appellere om hjælp fra deres netværk. Vi andre gik i gang med at lave beskrivelser af produkter, sende billeder og filer afsted.

Websitet gik i luften tirsdag den 13. december kl. 12. Det vil sige, at på 5 dage var det lykkedes at motivere og aktivere en bunke mennesker, lave et helt website, forberede tekst til mail-udsendinger og få hele projektet op at køre.

Og det viser sig, at projektet var lidt som Carsten Thybo beskrev det – en humlebi. Erfaringen fra organisationerne er, at det er utrolig svært at samle penge ind til godgørende formål, men på under 1 døgn havde vi allerede nået målet på 100.000 kr. Og da indsamlingen sluttede den 20. december, var der indsamlet i alt 171.000 kr.

Udover selvfølgelig en masse produkter til en rigtig god pris, så er jeg overbevist om at den store succes skyldes netværk. Udover initiativtagernes egne netværk, så har alle deltagerne i projektet sendt mails ud, delt på Twitter, delt på Facebook og Google+ og på den måde har det gode budskab spredt sig.

Så selvom humlebien ikke skulle kunne flyve, og selvom alle sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, så gjorde den det alligevel ved fælles hjælp.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 3.8/6 (5 votes cast)
En humlebi - om projekt Viden der Varmer, 3.8 out of 6 based on 5 ratings

Join the Conversation

1 Comment

  1. Ja det var et fantastisk godt projekt at bidrage til. Det skabte en god julestemning at være med og inspirerende, hvad der kan skabes via netværk, når kompetencerne samles og alle er indstillet på at dele og give 🙂

Leave a comment

Skriv et svar til Elsebeth Fogh Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *